Tryk Start

Tryk Start

by Thomas Bo Mikkelsen & Anders Baad
Season 4

Spil 74 - Cyberpunk 2077

Nu vågner du fandme op, Samurai. Vi har et spil vi skal snakke om. Sammen med hovedpersonen V kaster vi os ud i Night City: en verden af cement, stål og neon. V blæser i vinden i et liv levet i afmagt, defineret af storbyens fremmedgørelse og selvudslettelse. V er født ind i denne verden, fra krybe til grav komplet omsluttet af storvirksomhedernes kolde industrielle hænder som kun i glimtvise flygtige øjeblikke byder os en dråbe rus, det autentiske, kærlighed. V vil ikke drukne i havet. V vil mere, V vil føle mere, V vil være en legende, V vil huskes. V vil have drinks opkaldt efter sig, vil have sit navn hvisket af alle fra de højeste glastårnes fineste bestyrelseslokaler til de støvede gadedrenge der kun kender gadens regler. Men der er lang vej op fra bunden, så man må få hvad man kan tage og som en kakkerlak forsøge at undgå at blive trådt under fode af giganterne der allerede dominerer verdenen. Der skal satses stort for at vinde stort og hvis prisen er alting, så er gevinsten vel det værd? Støv dit krom af, smør metalledende i dine kybernetiske implantater, kobl dig på matricerne og gør dig klar til denne spilgenerations hidtil mest ambitiøse spil når grænsefladen mellem maskine og menneske nedbrydes komplet i: Cyberpunk 2077 Musik af: Albert Haraldsted

Spil 73 - Sleeping Dogs - Gæst: Troels Petersen

Wei Shen vender efter årevis i Amerika hjem til Hong Kong og de gamle venner fra barndommen der nu er blevet store drenge, med store drenge problemer. Wei finder sig selv på kanten til to liv: på den ene side retfærdigheden, gensidig respekt, det ordentlige, det harmoniske. På den anden side, sportsvogne, hurtige penge og endnu hurtigere kvinder, et dekadent natteliv, champagne, bonede gulve og luksuriøse lejligheder på alle de rigtige adresser. Han er en splittet mand der vil det gode men som verden gang på gang virker til at sætte i situationer hvor nogle gange må han gøre det forkerte så han på længere sigt kan gøre det rigtige. Nogle gange må han lade som om, snyde og manipulere så han kan leve ærligt. Nogle gange må han uddele tæsk så han kan leve i fred. Andre gange må han synge karaoke og hvorfor har du egentlig ikke en dampet bolle med indbagt svinefyld i din hånd lige nu?!? Vi har spillet Sleeping Dogs Musik af: Albert Haraldsted

Spil 72 - Metal Gear Solid 3: Snake Eater - Gæst: Søren Svanhof

OBS: Vi dækker spillet i klassisk Tryk Start stil lige før ”Spil 110 – Venba” hvis du vil høre Anders og Thomas snakke om det. 1964, unge Jack... eller var det John? Eller David, måske? ... Manden med kodenavnet Snake er på sin karrieres første rigtigt store mission. En sovjetisk våbenforsker skal smugles ud af østen og forenes med sin familie i vesten. Vi skal luske og snige, vi skal undgå at blive opdaget, og hvis det går som det gerne skal, så er det ind, ud og hjem inden aftensmad. Men så går det jo altså hverken værre eller bedre end at hele vores verden ramler, den interne stabilitet i Sovjetunionen trues af et ekstremistisk medlem af deres efterretningstjeneste i en grad så verdensfreden bliver truet, Snakes nærmeste stikker ham og afhopper til fjenden, der er en konstant trussel af supervåben, atommissiler og på et mere nært niveau helt vild klammo edderkopper ellers skorpioner. Det er spis eller bliv spist når Snake står ansigt til ansigt med slanger, ambitiøse dobbelt agenter og femme fatales. Musik af: Albert Haraldsted

Spil 71 - Goodbye Volcano High

Det sidste år af gymnasiet. En tid hvor de beslutninger man tager i skolen, de karakterer man får i eksamenerne og de venskaber man laver, føles som om de kommer til at definere resten af ens liv. Nogle af ens jævnaldrende klassekammerater virker til at have en klar idé om, hvad de brænder for at læse, når de går videre til universitetet. Nogle andre virker ikke til at have nogen idé om, hvad de ønsker at lave når de bliver voksne, og så er der dem, der ikke engang tror på de har en fremtid, da de kontant bliver udstillet for daglige nyheder om krig og global opvarmning. Det er en periode af ens liv, hvor tusindvis af følelser og tanker suser rundt i hovedet på en. Det er en periode, hvor man rigtigt kan mærke, at man er ved at tage nogle alvorlige skridt fra et stadie af ens liv til noget nyt og fremmed. Det er en periode, vi kan få lov til at genopleve i Fangs sko, når de i deres sidste år af gymnasiet forsøger at balancere skolen, forholdet til deres venner, bandet, tanker for fremtiden og deres komplicerede forhold til forældrene i Goodbye Volcano High. Musik af: Albert Haraldsted

Spil 70 - Alan Wake

Hvad gør man, når den blanke side stirrer tilbage? Når man forsøger at være kreativ og få sætningerne ned på papiret, men der kommer ikke et eneste ord frem? For Alan og Alice er svaret, at tage til en lille by i bjergene, og håbe at freden, naturen, den friske luft og de nye omgivelser kan gentænde den kreative gnist, der var så let at finde tidligere. Det er dog ikke alt, der er så idyllisk, som det ser ud i sollys og fuglesang. Når mørket først har lagt sig i det lille lokalsamfund, og skyggerne kommer nærmere, bliver Alan Wake nødt til at skifte skrivemaskinen ud med en lommelygte og pistol, for at holde ondskaben på afstand. Musik af: Albert Haraldsted

Spil 69 – Inscryption

Hvor meget er du villig til at ofre for at vinde spillet? Dit bedste kort på bordet? En tand du trækker ud af munden på sig selv foran din modstander? Hvad med et øje? Man kan spørge sig selv, om det er værd at hæve pokalen over hovedet til slut, hvis man har givet så meget af sig selv i processen. Men på den anden side; hvad er alternativet? Musik af: Albert Haraldsted

Spil 68 - Doom Eternal

Helvedes horder har iklædt sig panser og våben, de er i titusindevis, ustoppelige og kommet for at udslette os alle! Menneskeheden har ikke en jordisk chance… og vi ELSKER de odds! Musik af: Albert Haraldsted

Spil 67 - LEGO Builder’s Journey & Summer Game Fest snak

Der er noget universelt ved LEGO. Uanset om du er 5 år eller 95, så er der en glæde i at samle et LEGO-sæt. Sådan et produkt, der på den måde kan samle familien rundt om bordet på tværs af generationer, er sjældent. Det er kun de færreste film, der for alvor kan fange opmærksomheden hos den ældste og yngste i selskabet, og computerspil kan have endnu sværere ved det. Kan den 5-årige spille det, kan det hurtigt blive alt for simpelt for den rutinerede gamer. Derfor har mange af os historier om at samle et LEGO-sæt med vores mor, far, farmor, onkel, storesøster eller klassekammerats storebror. Og ligeledes glæder mange af os til selv at sætte os ned, og lege med LEGO med vores egne børn en dag. Det er en følelse, mange af os kan genkalde, og det er en følelse, som Light Brick A/S forsøger at indfange med deres debut: LEGO Builder’s Journey Musik af: Albert Haraldsted

Spil 66 - Return To Monkey Island

I forrige episode gik vi i fodsporene af pirater, der levede som frie mænd for hundredvis af år siden. Nu skal vi sætte fodsporene selv. Nu tager vi støvlerne på fødderne, og får lov til at opleve livet som den mægtigste af alle pirater; Guybrush Threepwood. Vi skal endnu engang gå igennem gaderne, vi gik gennem, som en yngre mand – der dengang havde lungekapacitet til at holde vejret i 10 minutter under vandet – endnu engang på jagten efter hemmeligheden på Monkey Island. Musik af: Albert Haraldsted

Spil 65 - Uncharted 4: A Thief's End - Gæst: Casper Greve

Nathan Drake har lagt sit gamle liv på hylden og holder sig nu inden for lovens låste rammer. De skjulte storbyer og civilisationer er skiftet ud med et lille skrivebord og fire vægge. Skjulte skattekister på havets bund fyldt med glemte dagbøger og overdådige juveler er skiftet ud med containere fyldt med… kobber. Nathan og Elena har for alvor slået sig ned, men er de lykkeligere i dag sammenlignet med dengang der altid var nogen, der forsøgte at dræbe dem og en bygning konstant kollapsede, mens de stod i den? Det er blevet tid til at runde Nathan Drakes historie af med Uncharted 4. Musik af: Albert Haraldsted
7 of 16