Radio på Toppen

Radio på Toppen

by Radio på Toppen
Season 1

19. juli - Pride-special: Radio på Toppen farvelægger Skagen

SKAGEN! ER I KLAR?!?! Vi fester for en stor ting i dag. Det er en hyldest til diversitet, retten til egen seksualitet og fejringen af hele LGBT-miljøet. Pride-festivaller har gået verden rundt hele sommeren. At Skagen ikke er med på dén bølge, det skal ikke hedde sig. Derfor starter dagens program kl. 11 med en optakt til Grenen Pride i Skagen. Kl. 12 farvelægger vi for en enkelt dag Skagen i andre farver end de flotte gule og røde, der præger toppen af Danmark. Vi kan afsløre, at borgmesteren i Frederikshavn Kommune, Birgit Stenbak Hansen, holder tale. Resten af dagen er vist bedst at opleve eller genopleve i episoden her 🏳️‍🌈

18. juli - BREAKING: Du gætter aldrig, hvor Radio på Toppen sender fra i dag.

“Bee-bop is the music of the future“. A’hva-for-noget?! Du hørte rigtigt. Per Arnoldi er med os i studiet, og han har eminente ord på læberne. Det er ikke det eneste, der er nyt i dag. Vi er nemlig rykket til vandtårnet i Skagen, hvor vi sender hele dagen. Hvorfor, spørger du? Fordi vi laver optakt til Grenen Pride, naturligvis! Hvad, har du ikke hørt om det? Nå… det er altså et spændende arrangement, der løber af stablen mandag den 19. juli! Det er aldrig set før, så glæd dig! I Kendiskikkerten forenes John og Sune over en tiltrængt middag. Hvis ikke du syntes, de var et mærkværdigt par at høre på før, skal du høre dem, når de får lidt indenbords. Deres drikkevarer er gyldne, og det er de ord, de fremmaner over bordet også.

17. juli - I uge 29 skruer Skagen op. Nu skruer vi ned…

Der kommer fart på, når uge 29 i Skagen, bedre kendt som Hellerup-ugen, snart går i gang. Derfor tager vi den fra i dag med ro, så du kan tune ind og få din daglige modvægt til den omsiggribende stemning, der er i Skagen hele ugen. Selvom dagens program er roligt, kan vi love for, at der er spækket med indhold! Episoden her er både eminent til en eftermiddag i solen med et glas kold rosé, eller til en (7, 9, 13 og gud forbyde det) sommer-regnvejrsdag. God fornøjelse!

15. juli - Halvanonyme kilder og kryst… kyst… KRYSANSTEMUMBOMBER

Drachmann er død. Det er ikke en nyhed, men selvom manden for længst er borte, falmer hans spændende historie ikke! Derfor dykker Frederik og Robert ned I Graven med Drachmann og finder ud af, hvem den sagnomspundne herre egentlig er. Karoline, Tua, Aksel og Nicklas tager hul på anden installation af Vågner i Natten. De er nu pennevenner med den russiske ambassade! Til sidst er der live-reportage fra toiletterne på Linje 74, der ikke er at forveksle med linje 4... selvom Karoline ville elske det.

14. juli - Fisk i kikkerten og kærlighed på auktion

Den engelske spion er muligvis på spil igen. Denne gang har han rettet denne episodes titel... sikken en slambert! I det mindste er den da stadig fristende at klikke på, så vi lader den stå. Han har også pillet ved teknikken, så den ikke spillede, da vi sendte live. Det har vi kompenseret for i denne episode, så du, kære lytter, ikke skal belemres med det igen. Dagen starter selvfølgelig med... *trommehvirvel* ...Formiddag på Toppen! Vi bevæger os så videre til Sune og John, der er taget hjem til John i Gl. Skagen, mens de venter på Martin Jensens opkald… før eller siden skal skal det nok komme. Dernæst rammer Kærlighed i Klitterne dine ører, denne gang med Rikke og Tua, der får besøg af Birgit Bernth fra Drachmannklubben. Hun medbringer et digt og en spændende historie om Drachmann selv. Karoline har fået en sjus og været på fiskeauktion. Hun og Nicklas taler dig igennem dén reportage.

13. juli - Kulturminister, Pride-øl og Drachmann-fortællinger

I Formiddag på Toppen snakker Frederik og Sara med Fredrik Schmidt fra Bad Seed Brewing, der har lavet en øl til det kommende arrangement, Grenen Pride. De taler også med Jens Christian Wandt, der har sendt en mail til Joy Mogensen… og han har fået svar! Senere taler vi med Jesper og Anne Marie, der er en del af Drachmannkvartetten. BodegaBARometer-pigerne er igen på bar. Vi kan konstatere, at barerne i Skagen har fremragende toiletter.

11. juli - Wellness, happiness og eksemplariske turister

Søndag er som bekendt ugens hviledag. Det er derfor stille. Måske for stille? Vi snakker som altid om stort og småt i Formiddag på Toppen, hvor Frederik får besøg Frederik og Bob, der bringer madprogrammet Smagen af Skagen. Senere på måneden lancerer de også historieprogrammet, I Graven med Drachmann. Dagen slutter lige så roligt som den begyndte, når Nanna og Christine tager afslapning og ren lykke i 9990 Skagen til nye højder med udsendelsen 9990 Happiness.

10. juli - En lørdag med melankoli og våde sten

Vi omfavner vores første regnvejrsudsendelse, og lader melankolien, regnen fører med sig, strømme igennem os og videre til dig. Formiddag på Toppen sætter stemningen. Det tænksomme tanketempo fortsætter med et dybdegående interview med kunstnerparret bag SKAL Contemporary, Anne og Sara. Poul Lindhard fra Skagen Naturhistorisk Museum finder meget (meget!) gamle sten med Aksel og Rikke, som han har ført med ud under de tunge, grå skyer.

9. juli - Norske turister og cykeltrailere

Hvad har nordmænd, cykeltrailere og toiletter til fælles? De er alle med i denne episode af Radio på Toppen! Vi starter som altid dagen med Formiddag på Toppen, hvor Sara og Frederik snakker med Jens-Christian Wandt. Senere går Rikke og Frederik sidste stræk af Caminormen. Derefter sender vi to reportere ud i marken, hvor de skal dyste om, hvem der er den bedste journalist(studerende). Vi slutter med en tur på værtshus i BodegaBARometeret med Karoline, Ida og Tua. Hvad mon de synes om toiletterne på Skagens værtshuse?

6. juli - Engelsk spion infiltrerer Radio på Toppen

Upsi… en engelsk MI6-spion infiltrerede vores radio og blokerede forbindelsen. Derfor er programmets start ikke kommet med. Heldigvis kommer vi stærkt igen! For første gang har vi vores helt egen badevandskorrespondent med i Formiddag på Toppen; så slipper du for helt uden grund at stikke en tå i iskoldt vand. Og hold så på hat og briller, for Simone, Emilie og Rikke får i Kærlighed i Klitterne besøg af Birgit Bernth fra Drachmannklubben. Hun bringer et digt af Holger Drachmann, der ALDRIG før har set dagens lys. Før nu! Vi fortsætter med Drachmann, når Frederik sammen med Poul Bernth går i dybden med Drachmann. Nicklas runder dagen af sammen med Lene Kappelborg fra Naturstyrelsen, der, ligesom James Braun, er vild med at kigge på fugle.
3 of 4