Tryk Start

Tryk Start

por Thomas Bo Mikkelsen & Anders Baad
Temporada 1

Spilaften 04 - The Wolf Among Us (episode 1 & 2)

Rygende grise, rapkæftede frøer, prostituerede prinsesser. Hvad sker der med de magiske væsener, fra de fortællinger vi er vokset op med, efter historien er slut? Når de er flyttet ind til byen, har fået et normalt 9-17 job og en lidt for høj husleje? Svaret er ikke altid optimistisk, men lad det være en lektie; det er ikke alle historier, der slutter lykkeligt i Fabletown. Musik af: Huscher

Spil 15 - Batman: Arkham Origins

Det eneste spil i Arkham-serien, der ikke er udviklet af Rocksteady, hvilket måske er grunden til, at det ofte bliver glemt i samtalen om Batman-spil. Det ville dog være synd fuldstændig at overse WB Games Montréals fortælling om en ung, ambitiøs Bruce Wayne, en Jim Gordon der endnu ikke stoler på Batman og otte dødbringende snigmordere. Musik af: Albert Haraldsted

Spilaften 03 - Mirror's Edge

Du kender DICE fra deres skydespil. Vores svenske naboer har i årevis vist, hvordan man udfører store online krigsslag, og uanset om titlen hed Battlefield eller Battlefront, så ved man, at følelsen af at skyde sit våben er en mekanik, der er kælet for til mindste detalje. Hvad du måske ikke kender DICE for, er deres parkour-spil. Deres løbespil. Deres spil hvor det ikke handler om kampen, men om at flygte fra dem. Jo bedre du er til at flygte, jo bedre er du til spillet. Dette er Mirror’s Edge – et spil hvor DICE forsøger at gøre noget helt andet end de plejer, men spørgsmålet er, om de har held med at gå væk fra det de ved bedst? Musik af: Huscher

Spil 14 - Metro 2033

Vi har forsøgt at skyde os igennem spillet, hvor det virker til at alt med en puls – og alt uden en puls – forsøger at dræbe os. Monstre, mennesker, luften man indånder, manglende patroner og altoverskyggende mørke. Musik af: Albert Haraldsted

Spil 13 - Catherine

Catherine bliver spillet på baren i en samtale med vennerne og med en god øl i hånden. Catherine bliver spillet i dine mareridt, hvor du er omringet af får og forsøger at slippe væk fra monstre. Begge de sætninger er sande, og vi vil fortælle, hvorfor det giver mening – eller ikke gør det. Vi skal tale om at tisse i sengen, at flygte fra ansvar og frække sms’er. Musik af: Albert Haraldsted

Spil 12 – Journey

Langsomt rejser du dig fra din meditative siddende position, kigger op på bakken foran dig, og lydløst bevæger du dig mod toppen. Hvorfor bevæger du dig i den retning? Der er ingen vægge omkring dig eller store huller du ikke kan hoppe over. Du bevæger dig mod bakken fordi den giver dig en udsigt over dine omgivelser, og måske en idé om, hvor du er. Og på den måde formår ThatGameCompany at guide spilleren frem uden pile, GPS eller en stor fed tekstboks, der forklarer reglerne. Uanset din erfaring med en kontroller i hånden, din opvækst eller forståelse af verden, så forstår vi alle sammen, at vi skal op på bakken. Det er et lydløst design, der går hele vejen fra start til slut. Journey skilter aldrig med sine mekanikker, men lader selv spilleren opdage dem – på godt og ondt. Musik af: Albert Haraldsted

Spil 11 – inFAMOUS

Betydningsfulde valg eller illusionen af valg. inFAMOUS beder dig om at vælge mellem, om du vil være en god person eller en ond person. Om du vil dræbe folk eller hjælpe folk. Som Cole MacGrath bevæger du dig i ekstremerne, og derfor bruger vi dagens afsnit til at tale om valg i spil. Hvilke spil bruger valg godt i deres historie? Hvilke spil giver kun illusionen af valg? Og ærlig talt; gør det en forskel? Lyt med når Anders vender tilbage til en serie, han har gennemført gentagne gange, og Thomas besøger Empire City første gang. Musik af: Albert Haraldsted

Spilaften 02 - What Remains Of Edith Finch

Når du besøger andre familier, leger du gerne med på deres traditioner, uanset hvor meget du undrer dig over, hvordan de er opstået... og hvorfor de bliver ved med at gøre det. Det er dog sjældent, du støder på familietraditioner, der er direkte morbide og deprimerende. I Tryk Start har vi aldrig haft så stor lyst til at blive væk fra huset i skoven, samtidig med at vi ønsker at vide alt om familien Finch. Fordi efter man har besøgt ”the Finches”, så ser ens familietraditioner måske ikke helt så underlige ud alligevel. Musik af: Huscher

Spil 10 - XCOM 2

Menneskeheden tabte krigen mod rumvæsnerne. Ikke den mest optimistiske start på en fortælling, men heldigvis stopper den ikke her. For dette er ikke historien om, hvordan vi gav op, og lod os underkaste et styre fra en anden planet - dette er historien om hvordan vi slog igen. I XCOM 2 får spilleren kontrol over 4-6 soldater i et mindre område, og skal langsomt guide dem strategisk frem, som spillede man skak med våben. Ens tropper kan kun bevæge sig en bestemt mængde felter hver tur, er kun så effektive i kampene som ens strategi tillader dem, og så er de meget, meget dødelige. Skulle de falde til rumvæsnernes våben, så forbliver de døde, og må efterfølgende stå som et minde om alle de dyster, I kæmpede sammen. Musik af: Albert Haraldsted

Spil 09 - Uncharted: Drake's Fortune - Gæst: Casper Greve

Hvis Playstation 1 havde et ansigt, så ville det være Crash Bandicoot. Hvis Playstation 3 havde et ansigt, så ville det være Nathan Drake. Naughty Dog er tydeligvis gode til at lave mindeværdige karakterer, men hvor Crash blev berømt gennem sit design, så har Nathan gjort sig fortjent til berømmelsen gennem sin smilende personlighed. Uanset hvor farlig situation han står i, så har han altid en kæk bemærkning på læben, og på den måde har han formået at tale sig direkte ind på pladsen blandt de mest ikoniske Playstation-karakterer nogensinde. Gæst: Casper Greve Musik af: Albert Haraldsted
15 de 16